Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Søskendekursus

Ådalskolen arrangerer løbende søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. Oftest både forår og efterår. Kurserne henvender sig til børn som har en bror eller søster med særlige behov. 

Ådalskolen har lang erfaring som specialskole på Sjælland. Vi har gennem årene genereret en stor mængde viden indenfor handicap og og vi har flere gange set og oplevet behovet for en målrettet indsats for søskende.  At se søskende som pårørende er et forholdsvis nyt syn i Danmark. Erfaringerne viser at mange børn, der har en bror eller søster med et handicap, har et stort behov for at få aldersrelevant viden om handicap. Endvidere er det vigtigt, at være en del af et fællesskab, hvor der er mulighed for at sætte ord på tanker og følelser i forhold til det at være bror eller søster til et barn med handicap. 

Et søskendekursus hjælper børnene til nemmere at forstå den sammenhæng de lever i, og måske ændre deres syn herpå, både i nuet og på længere sigt. De får afprøvet deres måde at fortælle om handicap på, arbejdet med tanker, grænser og strategier samtidig med at de hører de andres historier, meninger og erfaringer.

Hvad er et søskendekursus?

Ådalskolens søskendekursus udspringer af et udtalt ønske om at styrke indsatsen omkring den samlede familien.

Mange søskende til børn med et handicap har en oplevelse af, at deres bror eller søster er anderledes, at de larmer, afbryder, er voldsomme, grænseoverskridende, sjove, uforudsigelige og meget andet.  Søskende kan opleve, at de har spørgsmål og ønsker, som kan være svære for forældre at håndtere i hverdagen. Derfor kan det være meget givende at møde andre, som også har en bror eller søster med et handicap og opdage, at man ikke er alene, men at der er rigtig mange ting til fælles.

Kurset vil gennem oplæg, film og aktiviteter i børnehøjde give mulighed for at fortælle om de tanker de har i forhold til deres bror/søster. Søskendekurset styrker børnenes forståelse for deres bror/søster og giver støtte til hverdagen.

Hvem er målgruppen?

Ådalskolens søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap. På kurset bliver du inddelt i mindre grupper, hvor der er en voksen tilknyttet. Derfor kan du være helt tryg. Ingen kender hinanden på forhånd, men ved hjælp af sjove ryste sammen aktiviteter og den hyggelige stemning vil du efter kort tid få fornemmelsen af, at vi alle har kendt hinanden i lang tid.

Kurset tager ikke afsæt i bestemte diagnoser, men beskæftiger sig med de anderledesheder det kan medføre i familiedynamikken, når familien har et barn med et handicap. Udover aldersrelevant viden er søskendekurserne er også sat sammen med spændende aktiviteter, sjove lege som udvikler et godt kammeratskab. Kurserne er guld værd for børnene.

De oplever en styrket identitet ved at komme af sted for de ser og mærker, at der er andre, som har de samme erfaringer. Det er befriende, at der slet ikke behøves en masse overflødige forklaringer for at blive forstået, hvilket er en af de typiske tilbagemeldinger vi hører fra søskende.

Kontakt og yderligere information

Læs meget mere om Ådalskolens søskendekurser på vores blog  http://soskendekursus.blogspot.com/eller bliv "en rigtig god ven med os" på Facebook. Det er altid muligt at skrive til os på soskendekursus@gmail.com eller telefon 41 99 40 71

Hvis du ønsker at få en kursusfolder til det næste søskendekursus samt en tilmelding er du velkommen til at skrive til os på soskendekursus@gmail.com

Kommende kursus

Ådalskolen arrangerer løbende søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. Oftest både forår og efterår. Kurserne henvender sig til børn som har en bror eller søster med særlige behov. Søskendekurserne udbydes tværkommunalt og målrettes alle typer af handicaps.

De kommende datoer fremgår af vores hjemmeside http://soskendekursus.blogspot.com/Det er allerede nu muligt at blive skrevet op til en kursusplads.

 

Dokumenter

Ådalskolens søskendekursus.pdf

Shape Created with Sketch.